Børns rettigheder | Køge Museum
Historieoplevelser for hele familien

Børns rettigheder

 

Børns rettigheder i 1700-tallet og nu

af museumsinspektør Inge Christensen

I 1989 vedtog FN’s Generalforsamling Børnekonventionen. Det er verdenshistoriens første bindende dokument om børns rettigheder, og alle verdens lande på nær USA har underskrevet Børnekonventionen. Den består af 54 artikler og kan ses via dette link.

Men hvordan var børns rettigheder i 1700-tallet, hvor krudtbrødrene Jens og Pelle var krudtdrenge på linjeskibet Dannebroge? Det giver jeg et bud på i denne tekst, hvor jeg sammenstiller nogle af Børnekonventionens artikler fra 1989 med små tekster om, hvordan man så på samme emne i 1700- tallet. Børnekonventionens artikler er skrevet med blåt, teksterne om børns vilkår i 1700-tallet er skrevet med sort.

Ønsker I at arbejde mere med Køge i 1700-tallet, kan I supplere med undervisningsmaterialet Hit med Historien: http://hitmedhistorien.dk/historien/historien-1700-1850/

Under teksten er der en række spørgsmål, I kan arbejde med i klassen.

1700-tallets samfund

1700-tallets Danmark er et samfund, der er grundlæggende forskelligt fra det, vi kender i dag. Der var ikke demokrati eller ytringsfrihed, vold var en del af dagligdagen, og der var stor social forskel på folk. Øverst var den enevældige konge. Efter ham kom hans nærmeste familie samt grever og baroner. I 1710 er kongens halvbror, generaladmiral Gyldenløse fx den øverste for flåden. Efter dem kom adelige embedsmænd, andre adelige, de øverste fra kirken samt de rigeste borgere. Herefter borgere, bønder og håndværkere og i bunden de fattige.

Artikel 1 - Definitionen på et barn:
Børn er personer under 18 år, medmindre den nationale lovgivning fastsætter en lavere myndighedsalder.

I 1700-tallet blev børn set som små voksne. Man opfattede ikke børn som en særlig gruppe med egne behov og egne rettigheder. Der var dermed ingen børnerettigheder! Børn var små voksne, der endnu ikke var blevet store. Det viste sig især i tøjet. Børn var klædt som voksne, fra de var omkring 5 år. Før 5 års alderen havde både piger og drenge en form for kjole på. Herefter fik de voksentøj blot i mindre størrelse. Dvs. drenge fik mandetøj og piger dametøj, men syet i en størrelse, der passede til dem.

Artikel 2 - Ligestilling og beskyttelse mod diskrimination:
Alle rettigheder gælder for alle børn uden undtagelse. Landene skal beskytte børn mod alle former for diskrimination.

Man kan ikke sige, at der er forskel på børns rettigheder i dag og i 1700-tallet, for generelt havde børnene i 1700-tallet ikke mange rettigheder. Fx blev alle børn slået. Selv de kongelige børn blev slået af dem, der var ansat til at passe dem. Børn havde dog ifølge loven arveret, hvor drenge arvede dobbelt så meget som piger efter deres forældre. Der var meget stor forskel på, hvilke livsvilkår de enkelte børn havde. Det var helt afgørende, hvem forældrene var. Var du fattig, begyndte du at arbejde fra 4-5 års alderen ved at hjælpe de voksne og passe mindre søskende. Børn kunne også passe smådyr som gæs, ænder og høns. De allerfattigste blev sendt ud for at tigge. Børnenes arbejde var meget vigtigt for, at familien kunne få mad nok. De riges børn skulle derimod ikke arbejde. Til gengæld kunne de mest velhavende børn leve et liv, hvor de sjældent så deres forældre. Adelens børn blev ofte sendt til familie på en anden herregård og voksede så op der. Boede man på samme herregård som forældrene, levede børnene deres liv sammen med ammer og andet personale, mens forældrene levede et liv sammen eller hver for sig omgivet af tjenestefolk.

Artikel 12 - Retten til at udtrykke meninger:
Barnets ret til at give udtryk for en mening, og krav på at denne mening respekteres i overensstemmelse med barnets alder og modenhed.

Danmark i 1700-tallet var et samfund uden ytringsfrihed, som vi kender det i dag. Børn skulle holde deres mening for sig selv. De voksne bestemte over dem, så børn var helt afhængige af hvilke forældre, de fik, i forhold til om forældrene handlede godt på børnenes vegne. En lussing kunne hurtigt stoppe et barn, der sagde sin mening.

Artikel 16 - Beskyttelse af privatlivet:
Barnets ret til beskyttelse mod vilkårlig eller ulovlig indblanding i sit privatliv, herunder brevhemmelighed.

Privatliv var ikke noget der fandtes i 1700-tallet - heller ikke for voksne. Alle boede tæt sammen. En bolig i byen eller på landet var indrettet efter hvilke arbejdsopgaver, der skulle foregå der. Det vigtigste var derfor, at håndværkerfamilien havde et værksted, købmandsfamilien lagerplads og salgsbod, bondefamilien stald og kornopbevaring. Og alle steder skulle der være plads til at lave mad: Et stort køkken og bryggers, hvor der skulle laves mad til mange i de store købmandsgårde, på bondegårdene eller hos de store håndværksmestrer. Et lille ildsted, hvis man var en fattig familie. Til selve familiens ophold var gerne en stue med nogle senge. Her sov man 2-3 personer i hver seng. Var husholdet stort, var der også andre rum med senge. Børn delte altid seng med andre børn eller med voksne, og om aftenen opholdt man sig i samme rum og lavede aktiviteter sammen. Disse aktiviteter var gerne arbejde; kvinderne og pigerne lavede tøjreparation eller fremstilling af tøj, mens drenge og mænd lavede redskaber. Søskende, forældre og ansatte var derfor med i alle dele af børnenes liv. Hvis man ville være alene, søgte man udenfor.

Det var kun blandt de velhavende, at børn skrev breve, og de blev gerne læst af voksne.

Artikel 19 - Beskyttelse mod mishandling:
Statens forpligtelse til at beskytte barnet med alle former for mishandling, begået af forældre eller andre, og til at forebygge alle former for mishandling og at afhjælpe deres virkninger, når de er sket.

Det var almindeligt at blive slået og forældre, arbejdsgivere og lærere havde ret til at slå børn (og slå deres voksne ansatte). I Christian 5.s Danske Lov af 1683 kan man læse at: ”Husbond må refse sine Børn og Tyende med Kæp eller Vond, og ej med Vaaben...”

Bag ved lovgivningen var den almene opfattelse, der stammede fra kristendommen, at børn var født som syndere og at forældre, arbejdsgivere og læreres opgave var at drive det syndige ud af børnene ved at slå dem. Se også artikel 28 om undervisning.

Artikel 20 - Forældreløse børn:
Statens forpligtelse til at sørge for særlig beskyttelse af børn, der har mistet deres forældre og familie, og til at sikre alternativ pleje eller eventuel adoption.

Forældreløse børn voksede op hos slægtninge, hvis der var nogle, der kunne - og ville - tage sig af dem. Det var ganske normalt, at familien trådte til og tog et eller flere plejebørn på den måde, hvis enten forældrene var døde eller fattige. Men fattige, forældreløse børn havde ikke altid denne mulighed. I landsbyerne tog man gerne fattige ind som en del af husholdet, hvis de kom fra samme landsby, men der var også et stort omvandrende tiggerproletariat, hvor ingen stod klar til at hjælpe børn. I 1708 fik Danmark en fattigforordning, hvor forsørgelsesret overdrages til det offentlige, som dermed skulle tage sig af forældreløse børn. Der var nemlig mange fattige børn, som enten ikke havde forældre eller, hvor forældrene ikke tog sig af dem. Men det var bestemt ikke noget rart, der ventede dem. I København havde man Tugt- og Børnehuset, hvor gadebørn, forældreløse børn eller børn uden forsørgelse blev indsat til forsørgelse. Her skulle de samtidig arbejde med klædeproduktion. Staten kunne også betale private for at modtage plejebørn. Det kunne være børn, der var født af ugifte mødre på Fødselsstiftelsen i København og som blev sendt ud i landet som plejebørn. Disse plejebørn kom gerne til fattige familier, der tog imod dem for pengenes skyld, og børnene levede ofte ikke særligt længe hos plejefamilien.

Artikel 23 - Handicappede børn:
Det handicappede barns ret er at modtage den bedste form for hjælp, omsorg og oplæring for at sikre barnet størst mulig selvtillid og mulighed for at leve et indholdsrigt og aktivt liv.

Et handicappet barn var en stor belastning for en familie i 1700-tallet. Behandling fandtes ikke, og mange børn har ikke overlevet et liv som handicappet. Man var meget afhængig af familien, som måtte tage sig af sine egne handicappede børn, og der var ingen hjælp fra det offentlige. Overlevede et handicappet barn, ventede ofte et liv i fattigdom. Var man heldig, havde man familie, der fortsat tog sig af en. En mulighed for en handicappet mand at forsørge sig på som voksen var at blive skrædder. Det var selvsagt slet ikke alle handicappede, der kunne blive skræddere, men havde man et dårligt ben eller svag fysik, så man ikke kunne klare det hårde liv som bonde, kunne man sy tøj.

Artikel 28 - Undervisning:
Barnets ret til undervisning og statens pligt til at sikre, at grundskoleundervisningen er obligatorisk og gratis for alle børn, og at skolens disciplin er menneskeværdig.

Børn havde ikke ret til at gå i skole, og det var kun nogle børn, der gik i skole. Især i begyndelsen af 1700- tallet var der mange, der ikke gik i skole. Det blev bedre i løbet af århundredet. I 1700-tallet var det en selvfølge, at man kunne blive slået i skolen af læreren. Lærerne benyttede sig også af at håne elever, måske fordi lærerne selv var dårligt uddannet. Meget undervisning foregik dog hjemme, hvor børnene blev undervist af forældre eller huslærere. Det gjaldt selvfølgelig kun for dem, der havde evnerne til det eller råd.

Staten opfordrede i 1708 byerne til at sørge for skolegang, men det blev som regel ikke til noget. Det blev det heller ikke til i Køge. I 1700-tallet var det næsten kun de fine borgeres børn, der fik lært at læse og skrive. Skoleholderen kunne være en gammel kone eller en tidligere underofficer fra hæren, som ofte ikke var særlig dygtig. I Køge var der således private skoler i 1700-tallet, men de lukkede ofte hurtigt igen, da de var afhængige af forældrenes betaling. Der var også en latinskole for de større drenge, der skulle lære lidt mere. Men der var kun 16 elever, og den lukkede i 1776 pga. pengemangel. Først i 1808 kom der en offentlig skole i Køge.

I begyndelsen af 1700-tallet begyndte adelen at interessere sig for at lave skoler på landet til almuens børn. Ikke så langt fra Køge, ved Fakse, ligger Prins Carls Skole. Skolen blev bygget i 1719, og den er en af Danmarks ældste, bevarede landsbyskoler. Den blev lavet til 70 fattige børn. Prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig var Frederik 4.s søskende. I begyndelsen af 1700-tallet oprettede prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig en række skoler på deres godser. Prins Carls Skole er den eneste, der stadig findes. Skolen fungerede som skole frem til cirka 1820. I dag rummer bygningen et lille skolemuseum.

I 1739 kom der en skolelov for skoler på landet, der understregede vigtigheden af, at børn fik lært kristendom, læsning, skrivning og regning og, at der blev bygget flere skoler. Man kunne dog også godt blive undervist hjemme ifølge loven. Og der var endnu ikke skoler alle steder. Men i løbet af 1700-tallet kom mange i skole og fik lært at læse samt bibelhistorie, som var de to vigtigste skolefag for almuens børn. Hvis de skulle have undervisning i skrivning og regning, skulle der betales for det.

Fysisk afstraffelse i skolen var et meget brugt pædagogisk redskab, og forældrene syntes, at det var helt i orden. Man mente, at børn bar arvesynden i sig - dvs. de havde noget ondt i sig, som var skyld i, at de ikke kunne deres lektier eller sidde stille - og det bedste middel mod det var at slå børn. Det forventede man af læreren. Man var ganske enkelt en dårlig lærer, hvis man ikke slog. Læreren kunne slå med hånden eller med et birkeris (birkegrene bundet sammen) eller med en ferle, der lignede en lille grydeske.

Artikel 31 - Hvile og fritid:
Barnets ret til hvile, fritid og deltagelse i kulturelle og kreative aktiviteter.

For de fleste børn fandtes fritid ikke som noget, der var helt adskilt fra arbejde. Arbejde og fritid var blandet sammen. De fleste børn arbejdede fra de stod op til de gik i seng, ligesom deres forældre gjorde. Bortset fra at flere og flere kom i skole noget af tiden. De kunne så lege, når arbejdet var gjort. Fritid er et begreb, der hører til i en senere tid. Børnene kunne gå og snakke med sin mor, mens man hjalp med madlavningen. Eller snakke med faren, mens man fjernede sten fra marken. Var man sendt ud på marken for at passe får, kunne man lege imens. Og i de mange håndværkeres værksteder har man også snakket, mens man arbejdede. Om aftenen sad familien - og hvis der var tjenestefolk - sammen. Her arbejdede de voksne, mens de hyggede sig og snakkede. Måske fik man noget godt at spise og drikke imens – og børnene kunne enten være med i arbejdet eller lege ved siden af. Så indimellem arbejdet var der også tid til leg. Når man kunne undværes, har børn også mødtes ude for at lege. Bortset fra de mest velhavende, der var overvåget af barnepiger.
Den første lov, der begrænser børns arbejde kommer i 1873 og siger at børn mellem 10 og 14 år på fabrikker højst må arbejde 6
1⁄2 time om dagen. Dette er samtidig med, at de går i skole.

Artikel 32 - Børnearbejde:

Staten har en forpligtelse til at beskytte børn mod at beskæftige sig med arbejde, der udgør en trussel mod deres helbred, undervisning og udvikling, og til at fastsætte en mindstealder for børns arbejde og en sikring af arbejdsforholdene.

I begyndelsen af 1700-tallet arbejdede næsten alle børn. 90% af befolkningen levede på landet. Her arbejdede børnene sammen med forældrene, enten ved hjemmet eller i landsbyen eller på herregårdens marker. Allerede i 6 års alderen kunne børn vogte gæs eller får, hjælpe i stalden og på marken eller hente og bringe ting til de voksne. Også hos håndværkerne i en by som Køge var der nok at hjælpe til med for børnene. Drengene hjælp mændene på værkstederne, mens pigerne hjalp med madlavning, tøjvask og pasning af mindre søskende. Der var ingen begrænsninger i børns arbejde. Den første lov, der beskyttede børn i forhold til deres arbejde, kom først i 1873 og forbød børn under 10 år at arbejde på fabrikker, der var underlagt tilsyn. Børns arbejde var til tider farligt og sundhedsskadeligt. Man kunne blive sparket af en hest, bære alt for tunge ting eller blive ramt af faldende byggematerialer på en byggeplads. Farerne var mange og blev man invalid, var man en byrde for familien. I forhold til undervisning måtte skolen indrette sig efter børnenes arbejde, og mange børn gik ikke i skole. Hvis ikke skolen indrettede sig efter børnenes arbejde, kom der ingen børn i skole, da forældrene anså børnenes arbejde for det vigtigste.

Rugdrenge

I flåden var der også arbejde at få for drenge. Fra man var 8 år, kunne man blive ansat på Holmen, hvor flådens skibe blev bygget. Det var dog kun for drenge, hvis far i forvejen arbejdede for flåden som matros eller håndværker. Disse drenge blev kaldt ”rugdrenge”, fordi deres løn var en portion rug samt gratis tøj og skolegang. Deres forældre fik 43 liter rug hver måned. Dette korn kunne de sælge til bageren og på den måde få penge at leve for. Det var en vigtig indkomst for en familie. Efter to år som rugdreng, blev man kostdreng. I stedet for rug, tjente man 3 mark om måneden samt en kostration. Efter to år som kostdreng blev man kompagnidreng. Her fik man 7 mark om måneden samt samme kostration som en voksen matros: 43 liter rug, 4 kg saltet kød, 21⁄2 kg saltet flæsk, 2 kg smør og 51⁄2liter byggryn. Det var et vigtig bidrag til familiens forsørgelse. Ved 11-12 års alderen kunne en dreng komme på kongens kadetskib og efter konfirmationen kom han for alvor i lære som matros eller håndværker.

Forslag til arbejdsspørgsmål

  1. Er det godt eller dårligt for børn at arbejde?

  2. Er det godt eller dårligt for børn at have eget værelse?

  3. Er det godt eller dårligt for børn at have meget fritid?

  4. Er disciplin i skolen godt eller dårligt - og hvad er disciplin?