Arkæologi | Nyere tid | Konservering | Om Museet
KØGE MUSEUM
Forside | Åbningstider | Besøg museet | Udstillinger | Butik & café
Hekseprocessen Køge Huskors
 
I 1608 begyndte en række hændelser i gården på hjørnet af Torvet og Nørregade. De kom til at strække sig over syv år frem til 1615. Her boede Anna Bartskærs sammen med sin første mand, handelsmanden Hans Bartskær, deres to sønner og to døtre samt en plejesøn og Annas mor. Desuden boede der en række tjenestefolk; tjenestepigerne Anna og Johanne, en ekstra pige i et halvt år til at passe den ene tjenestepige, der blev syg, samt karle, svende og drenge, som det hørte sig til i en stor købmandsgård.

Det startede med, at Anna og Hans hørte en høne klukke under deres hoveder i sengen, uden at der var nogen. Noget tid efter så Anna en skrubtudse, der gik på to ben, men inden hun fik tilkaldt de andre i gården, var den væk. Der-efter blev den ene tjenestepige syg i et halvt år, at de måtte holde en pige til at passe hende, bl.a. for at bære hende ind og ud. Børnene var meget urolige, skreg og græd og så fx en uhyggelig mand. Plejesønnen fik krampeanfald - en dag så slemt, at han svævede over jorden, uden at de kunne hive ham ned. Satan kom og hakkede på vinduet i skikkelse af en fugl for at få plejesønnen med.


Der var meget spøgeri, hvor Satan viste sig i mange former, bl.a. som en bekendt præst, en købmand, en hund og et svin. Satan tog også form i Annas skikkelse for at skælde den gamle mor ud og pine hende i kramper.
Underlige dyr viste sig, nogle med abeform, andre med hønsefødder. Hunden i huset blev slynget rundt af en usynlig person og blev derefter bidsk. Rotterne myldrede i huset og opførte sig mere aggressivt end ellers.

Titelkobberblad fra den tyske udgave af Køge Huskors, 1696, der viser besættelsen af Huskorsgården med de mange rotter, underlige dyr, Satan og plejesønnen, som Satan prøver at få med.

Man bad løbende i de lokale kirker for familien, uden at det hjalp.
Dernæst blev Hans Bartskær også angrebet i form af noget tungt, der lå som en kornsæk på ryggen af ham, og trykkede ham ned.
I følge Anna Bartskærs stoppede hjemsøgelserne i 1615, to år efter manden Hans Bartskærs død.

Retssagerne
I 1612 havde Hans Bartskær fået nok af hændelserne i sit hus og anklagede Johanne Thommeses samt tre andre kvinder for trolddom. Hovedskylden fik Johanne, som boede i det nærliggende Bygårdsstræde. Hende var Anna Bartskærs sandsynligvis uvenner med i forvejen, idet Anna få måneder tidligere havde overfaldet hende med skældsord, hvorefter Johannes mand havde sagsøgt Hans Bartskær. Sagen kom da for retten, men der kom intet ud af det.
Ved retsmøderne fortalte mange borgere om ordvekslinger med Johanne gennem årene, der var blevet efterfulgt af ulykke. Efter flere retsmøder bekendte Johanne at have begået trolddom og angav fire andre kvinder, hvorefter hun blev brændt på bålet.
Af de tre andre, der blev anklaget sammen med Johanne, blev de to også brændt, mens den tredje nåede at flygte fra byen.
Endnu en af retssagerne kendes nemlig mod Annike Christoffersdatter, der angav fem hekse, inden hun blev brændt. I alt menes 12 kvinder at være blevet brændt på bålet i Køge i årene 1612-1615 i forbindelse med Køge Huskors. Der ud over flygtede som nævnt én fra byen, mens to andre begik selvmord; den ene ved at drukne sig i en brønd, da hun modtog stævningen, og for den anden lykkedes det at begå selvmord i fængslet efter 24 ugers forhør.
Efter 1615 ser der ikke ud til at have været fortaget flere heksebrændinger i Køge. Måske fordi katastrofer, i form af pest og ildebrand, ramte byen i årene efter.


Trolddom i Køge
Efter reformationen i 1536 øgedes hekseforfølgelserne i Danmark. Her gik man bort fra kanonisk ret tilbage til Moseloven, der ofte blev citeret: ”En troldkvinde må du ikke lade leve”. Den i 1537 udnævnte lutheranske biskop, og dermed øverste for den danske kirke, Peder Palladius, skrev med tilfredshed ”…at man for nylig havde brændt mange hekse i Malmø og Køge…”.
Men mange sager endte dog også med frifindelse som i 1552, hvor Per Tordsens hustru i Køge anklages for trolddom, men frifindes ved kongens retterting i Ringsted.
I slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet, forøgedes hekseforfølgelserne i Danmark - et tidspunkt, hvor de var ved at ebbe ud i Sydeuropa. Den danske konge Christian 4. (1588-1648) var selv bange for hekse og en ivrig hekseforfølger.
I Køge kendes til en del sager i perioden fx Kirsten Snedkers, der i 1602 blev dømt for at have forgjort en pige, så hun blev besat. Efter 5 uger i fangekælderen blev Kirsten dømt til bålet. Under sagen anklagede Kirsten Snedkers Johanne Thommeses for trolddom, men hun blev frikendt. Beskyldningen hang dog ved således, at Johanne blev den hovedanklagede i den store Huskorssag 10 år senere, hvor hun blev dømt og brændt.

Rettergang i Køge
Magistraten/bystyret bestod af byens to borgmestre og rådmændene. Disse kom fra den lokale overklasse, som næsten altid var købmænd. Disse mænd administrerede byen og dømte i rådstueretten, som kun tog sig af lokale sager. Køge havde desuden en domstol i bytinget med byfogeden som den kongelige embedsmand. Han havde også en plads i rådstueretten.
Hekseprocesser kom som regel for bytinget, hvor 16 nævninge blev udnævnt i byen. Nævningedommen blev derefter fremlagt for landstinget/landsretten i Ringsted, som afsagde den endelige dom. Herefter kunne man anke til kongen. Retsmøderne var åbne og offentlige.
Tortur måtte i følge loven først anvendes når dødsdommen var afsagt over den hekseanklagede. Dette blev dog langtfra overholdt, og ”pinlige forhør” omtales ofte i retsprotokollerne. Efter domsafsigelse var tortur en selvfølge. Tortur samt brænding af den heksedømte tog bødlen sig af.
Til forskel fra i dag var der altså ikke adskillelse af lovgivende (kongen og bystyret), udøvende (lokalt var byfogeden også politimester) og dømmende magt.

Den besudlede døbefont
Den vanføre tjenestepige Kirsten Lauridsdatter, der tidligere havde tjent hos Johanne Thommeses, blev overtalt af Johanne Thommeses og Maren Ringsbjerg til at tisse i døbefonten i Køge Kirke. De havde fortalt hende, at Maren da ville kunne helbrede hendes vanføre ben.
Sagen om tjenestenpigen, der tissede i døbefonten, hænger sammen med Køge Huskors, da Johanne Thommeses var den, der fik hovedskylden for trolddommen i huskorsgården. Da Johanne Thommeses havde bekendt det, hun var beskyldt for i forbindelse med huskorssagen, kom hun den 24. august 1612 med yderligere bekendelser, hvorved historien om Kirsten, der tissede i døbefonten, kom frem. Den 28. august 1612 bekendte Kirsten Lauridsdatter at have besudlet døbefonten, og kort efter blev også hun brændt på bålet.
Da det i 1612 blev kendt i byen, at døbefonten var blevet besudlet, blev den delvis ødelagt og smidt ud af kirken. Borgmester Claus Bagger skænkede herefter kirken en ny døbefont i 1613, som endnu bruges.
Kummen fra den gamle døbefont dukkede op under et vejarbejde i Kirkestræde i 1800-tallet. Den katolske kirke i Køge fik den tilbudt, da døbefonten stammer fra den katolske tid i Danmark. Men med den baggrundshistorie døbefonten havde, ville man dog ikke bruge den til dåbshandlinger, så i stedet blev den brugt til blomsterkumme i haven ved det katolske kapel i Bjerggade. I 1937 blev fontens fod fundet under dåbskapellets gulv i Køge Kirke. I samme år blev kummen skænket til Køge Museum af redaktør Frederik Opffers bo og her blev fod og kumme forenet. Døbefont er af gotlandsk kalksten fra omkring 1250.		  


 

  

Køge Museum - Nørregade 4 - 4600 Køge - Tlf. +45 5663 4242 - Fax. +45 5663 4232 - e-mail. koegemuseum@koegemuseum.dk