Arkæologi | Nyere tid | Konservering | Om Museet
KØGE MUSEUM
Forside | Åbningstider | Besøg museet | Udstillinger | Butik & café
H.C. Andersen og Køge
 

Huset ”Norske Løve” lige udenfor Nørreport i Køge blev bygget 1720 og fik privilegium som værtshus 1759. Her overnattede H.C. Andersen en eneste gang i 1836. Han passerede ellers ofte Køge på vej til ophold på godset Nysø ved Præstø. H.C. Andersen vidste fra Thomasine Gyllembourgs forfatterskab, at der skulle være en indskrift ”O Gud, O Gud i Kjøge” på en vinduesrude. Han kunne dog ikke finde ruden, så ”for at andre ikke skulle lede forgæves, så skrev jeg det der, og nu står det meget læseligt.” Men i et senere brev siger han, at det blev skrevet på væggen! Køge Museum har de 2 ruder med den omtalte indskrift fra stueetagen og første sal på ”Norske Løve”.

H.C.Andersen ville have genkendt turen ned ad Nørregade forbi den store middelalderlige Sct. Nicolai kirke med det fine interiør fra renæssancen. Kort før torvet passerede han Fattiggården, som nu er Køge Museum.
Køge Torv er provinsens største torv, skabt ved byens grundlæggelse i 1288 som handelsplads. Ved hjørnet til Vestergade overfor Køge Turistbureau holdt skomagerne til på torvedagene. Går man gennem gårdene her eller fra Torvet ad Brogade kommer man til Køge Å, hvor H.C. Andersens eventyr ”Under Piletræet” starter:

”Egnen er meget nøgen nede ved Køge; byen ligger jo rigtignok ved stranden, og det er altid kønt, men der kunne dog være kønnere end der er: rundt om flad mark, og langt er der til skovene; men når man rigtigt er hjemme et sted, så finder man noget kønt; noget man på det dejligste sted i verden kan længes efter! Og der i udkanten af Køge, hvor et par fattige haver strækker sig ned til åen, som løber ud i stranden, legede to små nabobørn, Knud og Johanne. I den ene have stod en hyldebærbusk og i den anden et gammelt piletræ”.
 
 

Køge Museum - Nørregade 4 - 4600 Køge - Tlf. +45 5663 4242 - Fax. +45 5663 4232 - e-mail. koegemuseum@koegemuseum.dk