Arkæologi | Nyere tid | Konservering | Om Museet
KØGE MUSEUM
Forside | Åbningstider | Besøg museet | Udstillinger | Butik & café
Arkæologi
 
Seneste udgravning
Udgravningsrapporter
Andre udgravninger
Skattefund

Amatørarkæologi

 

Køge Museum varetager både forhistorisk arkæologi og middelalderarkæologi i hele museets ansvarsområde bl.a. med administration af museumsloven for anlægsmyndigheder og bygherrer. Køge-egnen er præget af et meget frugtbart landbrugsland, som har kunnet brødføde en relativ tæt befolkning, og museet har derfor mange vigtige fund fra både oldtid og middelalder. Desværre er mange oldtidsminder ødelagt ved den senere, intensive landbrugsdrift og nyere byggeaktivitet, men kan ofte påvises arkæologisk. Arkæologiske fund kan ses i museets udstillinger.

Forhistorisk arkæologi
Køge-egnens forhistorie strækker sig fra isens tilbagetrækning til vikingetid – en periode fra omkr. 10.000 år f. Kr. til år 1050 vor tid. Et af landet ældste menneskeskeletter fra jægerstenalder er fundet på en nu undersøisk boplads ved Køge Sønakke samt en unik massegrav fra Strøby Egede, foruden talrige bopladsfund både i og langs nuværende Køge Bugt. Fra bondestenalder har museet udgravet en sløjfet langdysse ved Borup, en jættestuetomt ved Varpelev og et flinthuggerværksted fra Hastrup Vænge. Der er kun bevaret forsvindende få af egnens mange bronzealder-gravhøje, bedst kendt er højgruppen ved Solrød og kvindegraven fra Ølbyhøjen. En mægtig stammebåd fra bronzealder fandtes i Tryggevælde Å, hvor der også er undersøgt flere vadesteder og en træbro. På egnen er der også påvist mange bopladser, gårdsanlæg, anløbs- og handelspladser fra romersk- og germansk jernalder samt usædvanligt rige gravpladser. Desuden kendes flere, rige skattefund fra sen jernalder og vikingetid samt mange detektorfundne smykker og andet personligt udstyr.

Middelalder arkæologi
Middelalderen strækker sig fra omkr.1050 – 1536. Bebyggelserne samles gerne i landsbyer, og midt i området grundlægges Køge på den flade strandeng i 1288 som en ny købstad med åhavn. Museet har foretaget mange udgravninger af middelalderbebyggelse i det åbne land, i landsbyer og i købstaden, eksempelvis et gårdsanlæg ved Klemmenstrup, mølleanlæg ved Borup, anløbsplads ved Karlslunde, kirkeruin ved Gl. Køgegård, Karlstrup Voldsted, stormandsgård i Varpelev og ved Bjæverskov, hvor der også fandtes et stort skattefund fra 1250-erne. Fra Køge kan nævnes udgravning af huse ved Fændediget, Skt. Gertruds Kapel i Vestergade, gadeforløb, forsvarsværker, bolværker og forskellige havnesteder. De mange udgravninger har givet et godt indblik i byens grundlæggelse og udvikling fra fugtig strandbred til vigtig havneby. Middelalderfundene består bl.a. af husholdningsudstyr, redskaber, våben- og hesteudstyr samt skattefund, som kan karakterisere forskellige miljøer, præget af bønder, borgere, adel og gejstlige.
 

 

Køge Museum - Nørregade 4 - 4600 Køge - Tlf. +45 5663 4242 - Fax. +45 5663 4232 - e-mail. koegemuseum@koegemuseum.dk